Maleriets anatomi

 


Maleriets anatomi - skitser til en maleriets poetik

 af Jan Sivertsen

 

    I maleriet står tiden stille. Maleriet aflæses ikke i forhold til en tidslig dimension som for eksempel en filmsekvens eller et musikstykke. Men det kan heller ikke aflæses i ét blik: Hvis det kunne det, ville reproduktionen af det være tilstrækkeligt til at berede oplevelsen. Der er altså forskel på 'maleri' og 'billede'. 

Maleriet er bundet til sin stoflighed - opstår af denne og er som sådant unikt. Det kan ikke reproduceres - ved reproduktionen mister maleriet adskillige taktile kvaliteter, og det bliver netop et billede af et maleri. 

Mit maleri nærer ingen illusionen om 'dybde' i gammeldags forstand, som for eksempel kan skabes ved brug af det lineære perspektiv. Maleriet er først og fremmest en bemalet flade i et rum. Det kommer til syne i kraft af diverse remedier såsom malegrundens art, om det er udført på en mur, på et lærred eller et stykke træ, om det er påført diverse pigmenter, farvestoffer, collage-elementer etc. Ved hjælp af forskellige bindemidler kommer maleriet til at hænge sammen. Men det er mere end blot et spørgsmål om 'teknik', det er i sammenstillingen af de forskellige materialer, at forskellige associationer fremkaldes. 

På en måde kan man sige at  malerier handler om sig selv og deres egen tilblivelse. I dem beskrives intet subjekt/objekt forhold - dette forhold ønsker jeg skal opstå mellem beskueren/eller mig og maleriet/objektet. 

Men maleriet skal alligevel 'handle' om noget: Det skal have en mening, en betydning, en årsag - for ellers bliver det blot ren dekoration og 'tom' handling, som kan være nok så 'skøn', men indholdsløs. Uden en mening er der ingen grund til at lave det. 

Mit maleri er konvekst, det er ikke et vindue til en anden verden, det betjener sig kun af illusionistiske virkemidler i fragmentariske forbindelser, som en del af materialevalget på lige fod med de øvrige, mulige maleriske virkemidler.  

'Øjet der tænker' er både malerens øje og beskuerens øje, og i den store kunst er det maleriets eget øje: Det findes og kigger på dig, selv om du vender ryggen til. Shamanen har stadig en plads i stammen, selv om den er opløst. (Jvf. Merleau-Ponty: "L'oeil et l'esprit" - på dansk oversat til "Maleren og Filosoffen"). 

Maleren befinder sig som den seende krop, der også ser sig selv blive set, imedens den ser.

Imellem kroppen og ud-førelsen af værket står tanken. Ved værkets ud-førelse bliver det til et objekt for synet. Maleren selv er først beskuer, når værket er 'ført ud' og er 'færdigt'. Så går han ud af processen og ser sit værk (der før var en del af ham selv) udefra - i 3. person. 

Hvis det 'bare' er en historie, der skal fortælles, er der ikke længere nogen grund til at spilde tid på at fremstille den som maleri. Det er langt mere effektivt at lave en film, eller en video, en tegneserie, eller bare skrive den ned. 

I forhold til disse medier virker maleri - og skulptur - langt mindre spektakulære, men det er ikke ensbetydende med, at de er 'gammeldags' og 'opbrugte' medier. Det betyder derimod, at de er blevet langt sværere tilgængelige, fordi der ikke længere findes en fælles æstetik, der giver 'nøglen' til deres 'forståelse'. 

Tiden er et objektivt 'vedtaget' fænomen i verden. Faktisk noget af det eneste, mennesker kan blive enige om. Det er den fysiske tid, der måles med dit ur, som er stillet efter alle verdens ure. Men der er også en sindets eller åndens tid, en fiktiv tid, der giver mennesket rum i fiktionen - i fantasien mulighed for at gå fra fortidens erindring, rester af handlinger, til visioner om fremtidige erkendelser. På 'kunstnersprog' sammenfattes dette i begrebet 'intuition'. 

Kunst skabes i nuet - på basis af  tidligere levet liv og i et modigt og lidenskabeligt spring ud i noget kommende, som vi endnu ikke ved, hvad er. I gode malerier findes dette møde imellem fortid og det kommende. 

Maleriet er en samling af paradokser, og netop derfor kan det ikke 'forklares' verbalt. Det er på én gang objekt, men det når alligevel ud over sin objektkarakter - det transcenderer, det åbner sig - og bliver til et billede eller måske flere billeder. Maleriet er et sammenfald af begreber, der normalt opfattes som modsætninger - det skal ses som en sammenføjning af to tilsyneladende uforenelige 'eksistensniveauer'.   

Formålet med alle anstrengelserne er, at kunstneren qua sine fund og erhvervelser i maleprocessen bringer sig selv og beskueren nærmere sin egen væren og tilværelse. 

Horisonten er i øjet - derfor i øjenhøjde altid. På den anden side er horisonten en ikke eksisterende linje, der hele tiden flytter sig.
 

Jan Sivertsen